Naar Storm og vilde Bølger

Omsuser Snekkens Stavn,
Naar Uveirsskyen dølger
I Mulm den fjerne Havn -
Da staaer den kjække Seiler
Dog trygt ved Skudens Roer;
En Magt, som aldrig feiler,
Han har jo med ombord!

Det er den lille Naal, som
Mod Norden viser frem, -
Det gaadefulde Staal, som
Ham sikkert leder hjem;
See, derfor Kjækt han evner
Ad Havets Harm at lee, -
Han veed, at did han stævner
Der findes Ly og Læ!

Men dybt i Mandens Hjerte;
I Kvindens ligerviis, -
Den guddomstændte Kjærte
Fortjener samme Priis; -
Naar Livets vilde Vover
Vil knuge dig i Favn -
Den bærer dig didover
Til Lykkens trygge Havn!

Den lyser som en Stjerne, -
Og som Compassets Naal
Den peger mod det Fjerne,
Og viser dig dit Maal -
Thi Held hver Mand og Kvinde,
Som har den med ombord -
Frem vil I sikkert finde;
Didfrem hvor Lykken boer!

Og derfor vil vi tømme
Et Bæger ud for dem
Som skal paa Livets Strømme
Forenet styre frem!
Et Hurra for de Tvende!
Tøm ud til sidste Drag!
Ja, held for ham og hende
Til Livets sidste Dag!