Horneman og Grieg

Slik innleder Horneman et diskusjonsinnlegg og gir samtidig en rammende karakteristikk av seg selv.

C. F. E. Horneman ble født i København den 17. desember 1840 og døde samme sted den 8. juni 1906. Han var komponist, dirigent, musikkforlegger og musikklærer. Han var selv sønn av en komponist, Emil Horneman, som i han i barneårene fikk undervisning av inntil han i slutten av 1850 - årene reiste til Leipzig hvor han studerte på konservatoriet  i to år. Her traff han Edvard Grieg og de to utviklet et nært og langt men til tider turbulent vennskap. Grieg beskrev ham som en ”genial studiefelle, en vill, ubendig kamerat med et lyst hode og et varmt hjerte”.

Etter endte studier i Leipzig startet de to i 1865 musikkselskapet ”Euterpe”  sammen med Rikard Nordraak,  og de to danske komponistene Louis Hornbeck og Gottfred Matthison-Hansen. Musikkselskapet var et opprør mot den konservative Musikkforeningen i København og et forsøk på å lage et forum for ny skandinavisk musikk. I 1867  fikk Horneman to års stipendium og dro til utlandet for å bane vei for sin musikk og dermed opphørte ”Euterpe” å eksistere.

I Leipzig fikk han sin Aladdin – ouverture fremført, inspirert av den danske forfatter Adam Oehlenschlägers dramatiske stykke om Aladdin. Han ga seg i kast med å skrive selve operaen Aladdin som det tok ham tjue år å fullføre og som først ble oppført i 1888 i anledning Kong Christian 9. sitt 25 års regjeringsjubileum. Fremførelsen ble en katastrofe. Operaen var  sterkt beskåret med dårlig innstudering og dårlige sangere. Fiaskoen gikk sterkt inn på Horneman. Han fikk dog en slags oppreisning da operaen fikk en betinget suksess i 1902.

I 1871 tok Horneman initiativ til å starte ”Nordiske musikblade” som skulle være et blad hvor unge komponister kunne få utgitt sine verk. Med seg hadde han den svenske komponist August Söderman og Edvard Grieg.  Edmund Neupert var tiltenkt rollen som redaktør i Danmark, men han og Hormann ble uvenner og Horneman overtok selv som redaktør og eier av bladet.

På sin spontane og direkte måte sender han i et udatert brev en forespørsel til Grieg om han kunne tenke seg å være redaktør:

Kjære Ven

Vil Du være Redacteur
af et Maanedshefte
som skal indeholde
fine musikalske Værker
baade for Claver og
Sang af nordens
nulevende Componister.
Det vil sige; foruden
Dig skal Neupert  [overstrykning: være]
og Sødermann [sic] i Stokholm [sic]
ogsaa være Redacteurer
og jeg er Eier og Forelægger
af Bladet.

Norske Componister indleverer
anunymt deres Værker
til Grieg i Christiania,
bedømmes af ham og
hvis de antages, tilsendes
Chr. E. Horneman som
udbetaler Componisterne
15 [skilling ?] for hver Trykt
Side. Det samme
gjøres af danske Compo-
nister til Neupert i
Kjøbenhavn og af svenske
do til Sødermann [sic] i
Stokholm. [sic]
Redacteurene have intet
Risico og ingen anden
Function end den at

gjennemsee de Værker
der indleve[re]s og tilsende
mig dem naar de
duer noget og herfor
har hver Redacteur
1/6 Del af Nettooverskudet
og jeg 3/6 Del.
Redacteurerne har natur-
ligviis ogsaa Lov til
at indsende Arbeider,
men i dette Tilfælde
skal de tilsendes een
af de andre Redacteurer
NB:anunymt .
Svar i en fart.

            Din hengivne
        Ven Emil Horneman

En betydelig del av korrespondansen mellom Horneman og Grieg omhandler ”Nordiske Musikblade” hvor Horneman bruker mye krefter og energi på å forklare Grieg premisser og regler for virksomheten. For utenforstående blir det til tider så spissfindig at det mest minner om akrobatisk ordkløveri. Men her legges det ingen fingre imellom, hør bare:

Du er jo aldeles ikke til
at komme ud af det med
kan Du da ikke faae i
dit tykke Hode at Redac-
teurerne som Componister
sender deres Arbeider
igjennem en Commisionær
til Collegaen.

• Les resten av brevet her

Eller som her:

Under denne overskrift, tillader jeg
mig at skjælde Dig Huden fuld. Jeg
skriver aldrig uklart om vigtige Spørsmaal
og allermindst om et saa viktigt Spørs-
maal som "Nordiske Musikblade".

• Les resten av brevet

”Nordiske Musikblade”  ble utgitt fra 1872 og til 1875 da Grieg til Hornemans store forbitrelse trakk sig som redaktør av bladet på grunn av et ubetalt honorar til en komponist. Grunnen til at Horneman ble så fornærmet var at Grieg ville kunngjøre dette i pressen før han ga beskjed til Horneman selv. Her gir han uttrykk for sin misnøye:

• Les resten av brevet

Hornemans interesse for Grieg hadde flere sider. Han var musikkforlegger og var derfor  svært interessert i å utgi Griegs musikk. Her var han i sterk konkurranse med andre foreleggere om å sikre seg retten til  Grieg sin musikk.

Han omtaler sine konkurrenter på en lite flatterende måte. Her går det ut over en forlegger ved navn Hagen i et brev fra 18.11.1871:

• Les hele brevet her

 I 1875 må han selge sitt forlag til det store Wilhelm Hansens forlag i Kjøbenhavn:

Horneman gir i sine brev flere ganger uttrykk for at det er viktig å skille mellom vennskap og forretningsvirksomhet og er alltid opptatt av å bevare vennskapet til Grieg. Han prøver flere ganger å få Grieg til Danmark gjerne på permanent basis som her i et brev fra 25.06. 1878:

• Les hele brevet her

For Hornemans eget vedkommende var det mer den daglige kamp for å holde hodet over vannet som hindret ham i å komponere og få utløp for sitt talent. Etter flere mislykket forsøk på å starte blant annet med symfonikonserter og lørdagssoireèr  hadde han i  1874 stiftet ”Konsertforeningen” sammen  med to andre og denne foreningen holdt på helt til 1893. I 1876 startet han et notekurs for folk som ville lære å ”synge fra bladet” og dette foretagende omdannedes i 1880 til C.F.E. Hornemans musikkonservatorium. Han ledet konservatoriet helt til sin død i 1906 og det tok all hans tid. Det eksisterte frem til 1920.

I 1883 fikk han en  ”komponistgage” av staten, en slags kunstnerlønn som  verken var til å leve eller dø av. En medvirkende årsak til at han fikk denne ”gage” kan ha vært Edvard Griegs artikkel fra 1881 hvor han i store ordelag berømmer sin danske venn. Den kom dog ikke på trykk før i 1957 hvor den er å finne i Edvard Grieg. Artikler og taler.
Grieg skriver blant annet:

Foruden at være en
rigt begavet Komponist er
H overhovedet en helstøbt
og ualmindelig Personlighed.
Han har det tilfælles med mange
store Ånder, at han sidder
inde med elektriske Kræfter,
der som bekjendt både

trækker til og støder fra.
Hans geniale Fremsyn og
Opfindelsesevne, hans energiske
og freidige, mod al Smålighed
protesterende Fremtræden
hører hjemme i store Forhold
og må i de små foruden
begeistrede Venner også
få – bittre Fjender.

• Les hele artikkelen her

Horneman kommenterte at han nå skulle få lønn fra staten på denne måten:

 Kjøbh. 20/6 1883.

Kjære Ven

Da nu endelig den Dag
er oprunden da jeg ifølge
kongeligt Brev har
at hæve i Fivents hoved-
kassen den Sum af
83 Kr. 33 Øre hver Maa-
ned som Understøttelse
for at sidde og svine
noget Nodepapir til,
er denne for mig, som
Du vel kan tænke, glæde-
lige Begivenhed en passen-
de Leilighed til at frem-
komme med min allerede
for længe siden sammen
bryggede Tale, saalunde lydende:

I (Du, min Kone, Smith og
Rosenfeldt)"ere nogle godt
bagede gemene Kjæltringer
og Tyveknægte af Vinkel-
skrive". Er det en
ærefuld Mand værdigt at
gaa ud Bagtrappen, og
bag  [overstrykning paa] vor Ryg fore-
tage Aareladninger paa
det danske Statslegeme
til Fordel for en lumpen
Komponist, en tykmavet
Idiot af en Spillelærer,
som kan gaa hjem og lægge
sig? Sæt det Fæ gaar
hen og fuldender en Opera
som man troede vel forva-
ret i Morfeus Arme, og
sæt den Opera bliver
opført; ja, endnu værre
sæt den gjør Lykke –

• Les resten av brevet her

Horneman var en nådesløs kritiker, både av Grieg og av andre han kom i befatning med.  Her er to eksempler som er vidt forskjellige. Først i et brev hvor han skriver, denne gang i posetive ordlag, om den norske pianistinne og første betydelige norske kvinnelige komponist Agathe Backer Grøndahl i et brev fra 01.02.1877:

Agathe Bagger [sic]er virkelig, ved
nærmere Eftersyn, ualmindelig
vakker. Jeg inviterede hende en
Aften hjem til os, sammen med
Steenberg, Frøken Gähler, Golla
Jensen og vor Logerende Hr Boisen,
hun spillede dine Carnevaliseener [?]
og det ovenikjøbet mesterligt. Steenberg
sang forskjellige Ting, blandt andet
den af Frøken Bagger[sic]: "Skal vi vandre
en stund", hvor hun, der selv
accompagnerede, frembragte ved
Hjælp af Pianopedalen en heel
Svalerede af bløde Toner, hvilket
synlig vakte kjødelige Fornemmelser
hos de andre Damer, som af og
til gav en lyd fra dem der mindede
om det Udbrud af Velvære som gjerne
følger paa at have taget en Dram.

• Les hele brevet her

Som kontrast kommer her hans mening om Hr. Tischensdorfs
evner som komponist i et brev fra 18.11.1871:

Angaaende Hr Tischendorff.
Han er pludselig ladt sig
ud af syne;. Den sidste
Samtale jeg havde med ham
var ganske vidst ikke synderlig
smigrende for ham, da jeg
forsikrede ham om at de
Sange han havde componeret
kunne enhver nogenlunde
musikalsk Dame eller Herre
gjøre ham efter; naturligvis
udtalte jeg mig ikke med saa
haarde Ord, men Meningen
var dog den og jeg foreholdt
ham instændig [sic] at komme til
en sund Erkjennelse om hans
egne Evner, for af det Præsterede
og hans alder (28 Aar) at dømme,
forelaa der ikke absolute Beviser
for [overstrykning] et større Talent; Jeg

havde forsøgt at forcere ham
lidt ind paa større Former
ved at opgive ham en mindre
Sonate af Beethoven til Efter-
ligning og mente at han,
i den Alder, maatte kunne
tage sig sammen og springe
Begyndelsesmindene med
Periodelæren over. Jeg forklare-
de ham i vidtløftige Foredrag
Sonateformen og spillede flere
Sonater for ham; endvidere
forsikrede jeg ham om at det
beroede paa ham selv om han
kunne blive Componist, at
han maatte anstrenge sig, fatte
Mod, (Hvilket han ikke har en
sur Sild af) sætte sig til Klaveret
og bra dundre i det, indtil
der kom noget som han
syntes om og som satte hans
Fantasi og Arbeidslyst i Bevægelse

men trods alle disse Formannin-
ger leverede han mig noget
Stads som jeg tydelig saa,
ikke var fremkommet af
nogen indre Villiekraft, end
sige Begavelse. Efter fire
Besøg hos mig var han ikke
kommet videre end til at
forandre det ene Skit og sætte
andet dito i Stedet; saa sagde
jeg ham min Mening og raadet
ham efter bedste Evne og
nu kommer han ikke mere
til mig.

• Les hele brevet her

I 1895  inviterte Grieg  de danske komponistene Gottfred Matthison-Hansen, August Winding og Horneman med koner til Norge. Dette skulle bli begynnelsen på slutten av vennskapet mellom Horneman og Grieg.
Forventningene var høye til norgesbesøket og rett før avreise skriver Horneman spøkefullt og ertendei et brev fra 22.06.1895:

Var det ikke Grand
Hotel i Christiania, hvor
vi skal mødes? Er det
det norske Sprog, man skal
betjene sig af der, eller
er det svensk? Byen ligger
jo temmelig nær den svenske
Grændse. Er der Reinsdyrs-
befordring fra Jernbanen
til Hotellet? Hvis ikke,
maa Du endelig sørge for
at der er en Mand med
en Slæde, som kan transpor-
tere vor Bagage. Vi reiser
herfra den 10 de Morgen uden
Hensyn til Veir og vind.
Reisen gaar Nord paa.
    Er der mer? - Jo en
Ting endnu: Jeg tager lidt
Arbeide med, min Pen er,

som du jo ved særdeles
flydende, men Blækket -
hvorledes skal jeg holde
det flydende i de Bredde-
grader ? Jo, nu ved jeg:
Jeg vil sove med Blækflasken
i Sengen, og om Morgenen
Kl 4 staar jeg op og kiler
paa medens Blækket er
varmt, saa flyder Krykken
nok.

• Les hele brevet her

Under turen har det tydelig vært flere disputter hvor Horneman sannsynligvis har oppført seg grovt og fornærmende mot Grieg. I et brev til August Winding datert 16.08.95 altså rett etter turen skriver Grieg:

Kjære Ven!
Jeg har netop tilendebragt det meget vanskelige Arbejde at skrive til Emil Horneman og kommer nu, efter at ha lettet en tung Sten fra mit Sind, til et Arbejde, som intet ArbeJde er: at takke Dig og Clara for sidst og ikke mindst for Brevet.
Ja, det var en skjøn tid, selv om den kunde og burde ha været meget skjønnere. Emil H. nævner i sit Brev til mig Intet om Nogetsomhelst, der kunde været anderledes. Men jeg synes, at gammelt Venskab er en altfor ædel Vin tilat tømmes på slig overfladisk Vis og har derfor valgt at tale, selvfølgelig uden al Bitterhed. Om hans sidste  Fornærmelse på mig under Tilbageturen ianledning af Rejsekassen har jeg brugt Dit eget Udtryk: At han ligesom følte sig ”ligesom umyndiggjort” ved at jeg ikke muntlig havde meddelt ham, at Du havde den fælles Kasse. Så er da ialtfald på dette Punkt ingen forvrængning og Misforståelse mulig. Jeg har forsøgt at overbevise ham om hvor ”ulogisk” det vilde være av mig, at invitere en gammel Ven op til mig for at såre ham. Ja her gjælder det rigtignok uheldigvis også, at: Hvo der søger, han finder. Emil må jo ligefrem ha søgt Ankepunkter mod mig, ellers vilde jo hans Tankegang være altfor utrolig absurd. Men jeg holder på Mit: Der var noget Sygt over ham og sandt at sige, tror jeg, der også vilde blevet det over en af os, om vi lig ham på denne Tur skulde delt vort Selv i flere Portioner, hvoraf den største tilfaldt hans Tankearbejde.
Les resten av brevet i Edvard Grieg  brev i utvalg 1862 – 1907, bind II: Til utenlandske mottakere, s. 276.

Grieg velger altså forsoningens vei og den følgende korrespondansen er tilsynelatende vennlig og spøkefull som her i to brev skrevet av Horneman umiddelbart etter turen til Norge:

Kjøbenhavn d 21/8-95.


        Kjære Ven.

        Tak for Dit brev, og for
al den Varme, der strømmer
ud deraf. Jeg er i Sandhed
mere end fornøiet over, at
Du kalder mig Din "kjære gamle
Ven", paa samme Tid, som jeg
er overbevist om , at Du ikke
et Øieblik har trot andet,
end at Din Venskabsfølelse
er gjensidig.

• Les resten av brevet her

Eller som her:

 Kjøbenhavn d 16/11-95

Kjære Ven.

Det var dog et mærkeligt Brev,
ingen Grovheder, pænt og ordenlig,
er Du syg? Jeg vil forsøge om
jeg ogsaa kan skrive saadan et.
Altsaa, Leipzig er et Svinehul!
rigtig, det er hørt. Du river i
stykker og stryger ud i stedet for at
komponere, det er godt, hvad skal
vi med al det skidt? Du vil være
Landmand eller Kritiker , - en
brilliant Ide, saa faar vi baade
godt Smør og gode Smør. Du
længes mod Nord, Bravo! Du
er "uforbederlig", Gud ske Lov, hvor-
ledes vilde vi andre ellers tage os
ud? "

• Les resten av brevet her

Men korrespondansen ebber ut og det siste daterte brev  sendt fra Horneman er fra 1896 mens det siste kjente daterte brevet fra Grieg stammer fra 1898. Nøyaktig når og hvorfor det lange og nære vennskapet gikk i stykker er det vel ingen som vet. Mye av grunnen var utvilsomt at at Horneman  hadde psykiske problemer på sine gamle dager. Betegnende nok var Edvard Grieg  i København få dager før  Horneman døde uten å vite at hans gamle venn lå for døden og han skriver fortvilet i sin dagbok:

”Truffet Rosenfeld, Andreas Hallén og Hustru, Anton Svendsen i Café Kongen af Danmark. Bedrøvelig Nyhed: Min fordums bedste Ven, Emil Horneman, ligger på det Sidste! Hvor tungt, tungt; at vi kom bort fra hinanden – at Du vilde det således. Du har været sindssyg, det er Gådens eneste Løsning. Hvor har jeg ikke holdt af dig!  Hvorledes velsigner jeg ikke dit Minde! Ingen har lært mig det Du lærte mig! Alt Småt og misforstående svinder ind til Intet, og tilbage står stort og skjønt: Tak og atter Tak for den gode Tid, Ungdomstiden, da du var med at udvikle mig som ingen Anden. Som en Velgjører skal du stå for mig til min sidste Stund!”

Senere skriver han i sine minneord i Nationalt Tidende:

”I det hele taget tør man nok sige , at hans værste Fjende var hans egen karakter. Han var jo, som bekjendt, tilbøjelig til – navnlig i de senere Åar – at se Fjender og Intriger imod sig overalt. Han Mistro overfor Folk har f.Ex. ogsaa i Forholdet imellem os to gamle Ungdomsvenner revet en saa dyb Flænde, at den aldrig lod sig hele. Det har gjort mig forfærdelig ondt”.


Nina Grieg forteller også om forholdet mellom de to:

” Han fik pludselig imod Grieg og tålte ikke at se ham. Han mente at Grieg var født på ”solsiden”, han selv på ”skyggesiden”. Jeg tror, det må have beroet på en psykisk sygelighed, vi kunde aldrig forstå det, men vist er det, at Grieg sørget over det, bøiet sig for ham på alle måder, men forgjæves.

Som en siste gjest til Hornemanfamilien skrev Edvard Grieg en anbefaling til den danske kulturminister som hadde bedt om en uttalelse om Horneman, hvor han nok en gang berømmer sin gamle venn og slutter med en anbefaling om at enken Louise Horneman bør få sikret sine levekår gjennom en statsunderstøttelse.

”Jeg er ikke født idiot, men er bleven det efterhaanden. Min Hjærne er nu ganske omtaaget, forvrøvlet og mæt af at det jeg skal mene, tænke, sige, tro og betvivle og som ganske strider imod min oprindelige, medfødte sunde fornuft.”

Christian Frederik Emil Horneman.
(artikkel av Sven Lunn i ”Dansk musikktidskrift”)

Alle breve mellom de to som er i bibliotekets besittelse finnes her:

For den som vil vite mer om Horneman  kan man finne informasjon på disse nettsteder:

• http://www2.kb.dk/elib/mss/dmg//musik/horn/index.htm
• http://da.wikipedia.org/wiki/C.F.E._Horneman

Den danske forfatterinnen Inger Sørensen kommer ut med to bøker på nyåret som blir tilgjengelig på biblioteket, en biografi om Horneman: ”Horneman – en kunstnerslægt” og en bok om korrespondansen mellom de to: ”Et venskab. C.F.E. Hornemans korrespondance med Edvard Grieg”

Kilder:

• Brev fra Horneman til Grieg (BOB)
• ”Musikken Historie i Danmark”
• ”Dansk musiktidsskrift”
• ”Dansk biografisk leksikon”
• ”Danske Komponister”
• ”Edvard Grieg – brev i utvalg 1862 – 1907 Bind II: Til utenlandske mottagere
• ”Edvard Grieg fra dag til dag”
• “Edvard Grieg  - Artikler og taler”
• ”Edvard Grieg – Dagbøker”
• ”Edvard Grieg – Mennesket og Kunsteren”

Takk til Horneman-biograf Inger Sørensen for verdifulle opplysninger.

Skrevet av Jan Hemmingsen